Percussionist Rune Harder Olesen, nr. 1 på Gramex’ Top 10-liste over de mest spillede musikere i radio og tv i både 2016 og 2018, og blandt landets mest eftertragtede sessionmusikere gennem mere end 40 år, har sideløbende med sit virke som “sideman” fordybet sig i og udøvet afrocubansk musik. Han er indviet “omó aña” (batáspiller i Santeria religionen) og har nu dannet familieorkestret Ngánga sammen med sin cubanske hustru, den karismatiske sanger og danser Raisa Castro (bl.a. Hess is More), samt deres to døtre Sophia og Cecilia Castro, som begge synger og spiller percussion.
Med i ensemblet er desuden to internationalt anerkendte musikere: den cubanske Yasser Pino på bas og guitar, samt Dawda Jobarteh fra Gambia på kora. Kombinationen giver gruppen et helt særligt udtryk, idet disse instrumenter normalt ikke indgår i den afrocubanske folklore.
Ngánga er kendetegnet ved en markant diversitet – både hvad angår etnicitet, køn og alder. Navnet Ngánga stammer fra bantú-folkene i Vestafrika og betyder både spirituel healer og musiker.
Musikken udspringer af den rige afrocubanske folkloretradition, som kom til Cuba med vestafrikanske folk, der blev bragt dertil som slaver fra begyndelsen af det 16. århundrede og frem til slaveriets ophør i 1886. Gruppens udtryk er spirituelt, kraftfuldt og dybt polyrytmisk og forener egne kompositioner med nye arrangementer af traditionelle afrocubanske sange og rytmer, som sjældent høres uden for Cuba.
⸻
Line-up
• Rune Harder Olesen – percussion og sang (DK)
• Raisa Castro – sang og percussion (Cuba)
• Sophia Castro – sang og percussion (DK/Cuba)
• Cecilia Castro – sang og percussion (DK/Cuba)
• Yasser Pino – bas, guitar og sang (Cuba)
• Dawda Jobarteh – kora og sang (Gambia)
