Om Byggefestivalen

Historie & Vision

Fra en lille havefest i 2007 til en årlig begivenhed, der samler tusindvis af deltagere – oplev, hvordan Byggefestivalen har udviklet sig gennem årene.

Byggefestivalen har i sin nuværende form været afviklet siden 2019. Før det startede det som en praktisk havefest på Djursland. Initiativet opstod, da en mor stod med nogle praktiske opgaver, der skulle løses. Hun og hendes søn inviterede vennerne til havefest, hvor opgaverne blev klaret i fællesskab.

Det udviklede sig til en fast tradition, som blev afholdt i 12 år i træk. Med tiden voksede havefesten, og i 2019 blev den videreudviklet til Byggefestivalen på Grobund ved Ebeltoft.

Byggefestivalen er i dag et svar på et stigende behov i samfundet for at mødes om noget meningsfuldt – at skabe med hænderne, lære af hinanden og være en del af et fællesskab, hvor der er plads til både fordybelse, omtanke og handling.

Vi er af den klare overbevisning, at for at vi kan bruge af naturen, må vi også leve med naturen. Derfor kræver det større bevidsthed om miljø, bæredygtighed, og klimaaftryk. Herunder mange flere koncepter, fx affaldsfrihed, genbrug og upcycling. Der er brug for handling og udvikling, og det skal ske i sammenspillet mellem civilbefolkning, erhvervsliv og det offentlige.

Byggefestivalen har den overordnede vision at danne ramme om læring, bæredygtighed, skaberglæde, og det at dyrke et håndværk – ved at skabe i fællesskab. Måden hvorpå vi efterlever festivalens vision er gennem følgende delmål.

De 6 delmål

  1. Alle skal kunne håndtere larmende værktøjer sikkert og med selvsikkerhed.
  2. Alle skal kende til værdien af de materialer, der indgår i de forskellige projekter og vide, hvor de kommer fra.
  3. Alle skal føle, at de kan komme fra ide til realisering.
  4. At fremme erhvervsuddannelserne, den faglige stolthed og “de gamle håndværk”.
  5. At give lokale foreninger, virksomheder og fællesskaber nye muligheder for samarbejde.
  6. At sætte fokus på klimaforandringer og løsninger.

Byggefestivalen støtter natur og fællesskaber

Byggefestivalen har gennem årene støttet en række formål med fokus på natur, fællesskab og handlekraft.

Vi har løbende doneret mere end 100.000 kr. til Den Danske Naturfond (2019–2024). Derudover byggede og donerede vi i 2025 en værkstedscontainer fyldt med værktøj, som blev sendt til Ukraine, hvor den i dag bruges af lokale til at bygge tiny houses til kvinder og børn, der har mistet deres hjem i krigen.

I 2026 har vi valgt at støtte den lokale Permakulturhave på Center for Verdensmål, som drives af frivillige ildsjæle på Als.

Du kan være med til at støtte ved at købe skruer til dit byggeri eller ved at deltage i vores årlige Auktion for Velgørenhed, hvor alle deltagere kan auktionere et byggeprojekt eller en service, som andre kan byde på.

Auktionen afholdes fredag d. 17. juli kl. 16.30–19.00.